Graviditets- og fødselsberetning for Bjørn Del 2.

Her fortsættes min beretning. Har du ikke læst del 1. klik her og læs.

I de sidste 4 (ud af de 6) dele, kan der forekomme voldsomme billeder og læsning. God fornøjelse.

8. November 2017 13+4 Nakkefoldsscanning nr. 2

Vi kom til 2. nakkefoldsscanning. Og vi ventede. Og ventede. De var selvfølgelig forsinkede. 40 minutter. Vi kom endelig ind og blev scannet, og hun målte og målte. Det var en meget kort scanning, og hun sagde ikke meget. Lægen satte sig ved computeren og sagde "alt ser fint ud". Jeg spurgte efter tallet, da jeg havde hørt mange flotte tal, bl.a. en veninde som havde fået 1:21.000. Som vil sige at hvis hun og hendes kæreste får 21.000 børn, er der kun ét der bliver sygt af fx Downs. Så vi forventede et tal deroppe omkring. "1:733" siger hun. "Hvad? 1:733?" spørger jeg, "Ja" svarede hun. "okay" sagde jeg og spurgte ind til, om det har nogen betydning, kontra hvis man får et højt tal. "Ja, altså I har jo bare større risiko" sagde hun uden ydereligere forklaring, og sendte os ud af døren. Jeg var ret mundlam. Vi udregnede, at det svarede til, at der var 0,14% risiko for, barnet var sygt, hvilket jo var ret lavt. Det var bare ikke så lavt, som vi havde håbet på eller forventet.

På Roskilde sygehus skal du have en risikovurdering på under 1:350 før de vil teste yderligere. Det gjorde at vores tal, 1:733 var FOR pænt et tal til, at de gad have noget med det at gøre.

Nå. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde... Endte dog med at græde mest. Skuffet over resultatet efter scanningen, som ellers plejer at afsluttes med en fejring og ikke gråd. I hvert fald ikke pga. et dårligt resultat. Vi besluttede derfor kort efter, at få tid til en kønsscanning ved 14+0, da vi havde brug for lidt opmuntring og glæde. Den tog lidt hårdt på os den nakkefoldscanning.

13. November 2017 14+2 Kønsscanning.

I hele vores graviditetsforløb var vi fuldstændig sikre på, at vi skulle have en pige, så egentlig var det jo lidt fjollet, at vi skulle havde en kønsscanning. Men vi var sikre, og det var alle faktisk. Undtagen min svigerfar. I mit hoved fik vi en pige først, og jeg kunne ikke forstille mig andet. På vej til scanning tænkte jeg over, hvad hvis hun faktisk siger, det er en dreng. HA! Som om. Det ER jo en pige, jeg kunne slet ikke tænke tanken færdig, så sikker var jeg. For mig handlede det på ingen måde om køn, men om instinkt og fornemmelser.

"En dreng" sagde stemmen for enden af scanneren. HVAD? "Er du sikker?" "Ja" udbrød hun, "helt sikker". Jeg kunne ikke tro det. Det eneste jeg kunne fremstamme var, "Guud... hvor... sjovt?!" Der gik mit hoved i stå, og pludselig kunne jeg ikke forene den lille baby i maven, med den i mine tanker, håb og drømme. Noget var galt, vi skulle jo ikke have en dreng nu??

Efter en gennemscanning hvor hun roser det her lille drenge barn, stopper hun lidt op, og spørger om vi kan huske, hvor stor nakkefolden var til nakkefoldsscanning, "Nej", svarede jeg. Hvad skulle hun dog bruge det til? Hun bliver igen lidt stille, og sidder og vipper hoved frem og tilbage med scanneren stående helt stille på min gravide mave. "Mmm, det bare.. ", kommer det derovre fra. "Hvad er det, du ser, som vi ikke ser?" spørger jeg så, samtidig med mit hjerte stopper med at slå. Alt imens jeg stadig ikke kan fatte, at denne her lille baby åbenbart er en dreng. "Jeg syntes, den stadig ser meget stor ud, nakkefolden, og jeg syntes I skal ringe til jeres jordemoder og få en scanning mere, og få dem til at tjekke op på det". Lasse og jeg blev helt paf, "Vi har jo gennemscanning i uge 20" får jeg fremstammet med tårer i øjnene. "I skal ikke vente så længe, I skal ringe i morgen" får hun sagt. Jeg hører ikke meget derefter, jeg bryder sammen inden i, og tårerne vil ikke vil stoppe med at trille ned ad kinderne på mig.

 I skal ikke vente så længe, I skal ringe i morgen" får hun sagt. Jeg hører ikke meget derefter, jeg bryder sammen inden i, og tårerne vil ikke vil stoppe med at trille ned ad kinderne på mig.

Vi gik ud af døren med op mod 20 billeder af drengen. Men de var alle sammen af hans nakkefold.. Kun et lille billede af ham. "Ham" tænkte jeg, Det var jo slet ikke det, jeg følte, der lå i min mave. På vejen ud møder vi receptionisten, og hun spørger ind til om alt er okay. Jeg kan ikke få mig selv til at sige nej, men siger bare, at det er af glæde, vi græder.

Vi græd begge to og fik ringet lidt rundt, til de utålmodige bedsteforældre, med den dårlige nyhed. Og nå ja, at hun faktisk var en dreng og ikke en pige. Mine forældre tilbød, at hente os i København. Vi takkede ja. Jeg var slet ikke i stand til at sidde i et tog.

Dagen efter havde jeg fået tid hos en jordemoder på Riget. Da jeg arbejdede der, kunne jeg få lov at føde der. Jeg var ved at blive overflyttet, så var halvt hos Roskilde og halvt på Riget. Jeg havde min mor med. Og jeg viste hende alle de billeder og mål, vi havde med fra Jordemoderhuset, og hun ville sende det videre til nogen, der vidste mere om at scanne. Det tog hele dagen at få at vide, hvad der skulle ske. Da det var en privat scanning på jordemoderhuset, bøvlede de meget med at vurdere resultaterne, da de offentlige ikke kan se de journaler, de private laver. De kom til den konklusion, at de gerne ville gennemscanne mig ugen efter. Altså uge 15. En tidlig misdannelsesscanning/gennemscanning.

Vi havde nu gået siden uge 11 med en baby i min mave, som vi ikke vidste, om var sygt eller raskt. Hver gang jeg købte tøj eller andet til ham, var jeg ikke sikker på, om han ville leve eller dø. Det var ubeskriveligt hårdt og en massiv rutsjebane-tur.

20. November 2017 15+2 Gennemscanning og samtale

Vi kom til Riget og blev scannet. De havde skaffet os en god læge til at scanne, da sagen var kompleks. Hun var dygtig og meget grundig. "Alt ser godt ud, men jeg kan godt se, at nakkefolden stadig er der" Hun ville gå ud og lave en beregning og det ville tage 2-4 minutter. Vi sad så der og ventede. 4 minutter gik og vi ventede stadig. Der gik 15-20 minutter. "Hvorfor tager det så lang tid? Er alt ikke godt?" , tænkte jeg. Hun kom så ind og sagde, at pga. hans alder kunne hun ikke bruge det målesystem de plejer at bruge ved en nakkefoldscanning. Men hvis det havde været til nakkefoldsscanning, havde de, med de mål han havde på nakkefolden, tilbudt en fostervandsprøve eller NIPT test.

En fostervandsprøve er, hvor man stikker en lang nål ind i fosterhulen ved baby, tager 30 ml. væske som bliver sendt til analyse, hvor man kigger på kromosomer, og ud fra dem laver en beregning på lige netop dette barn, om det er sygt eller ej. Ventetiden er som regel op til en uge, og abort risikoen er ca 0,5-1%.

NIPT test er en blodprøve fra armen af mor, som bliver sendt til analyse i USA, og ventetiden er 14-21 dage, hvor svaret er endnu en risiko beregning, der ligesom nakkefolden vil hedde 1:X Hvis risikoen herefter er stor, skal man alligevel have lavet en fostervandsprøve for at udelukke og diagnosticere eventuelle sygdomme og ansøge om eventuel abort.

Vi var ret chokerede, samtidig med at jeg havde det på fornemmelsen. Jeg kunne slet ikke se fødsel, livet eller nogen begivenheder med ham ske. Det var en mærkelig fornemmelse og virkelig uhyggeligt. Fordi jeg tog afstand til den lille dreng jeg havde i maven.

Vi bad hende om at lave en estimering af hvor mange procents risiko der var, for at han var syg. Før var det 0,14%. Nu sagde hun at der var ca. 20% risiko. Hold da op. Det er en del. At gå fra under én procent til 20%.

Lægen fortalte os, at der for hende, var tre kategorier af mennesker i denne situation.

1. Dem som ingen test behøver, da de uanset hvad, skal have barnet, om det er levedygtigt eller ej.

2, Dem som gerne vil være forberedt på, hvis de får et handicappet barn, så de, ved hvad de går ind til, og ved, hvad der er galt.

3, Dem som er nødt til at genoverveje, hvad der skal ske med graviditeten, hvis barnet er sygt.

Jeg kunne ret godt lide, at hun gav os de tre kategorier. Vi befandt os helt sikkert i 2 eller 3.

Vi blev sendt ud og tænke over det et par timer, og skulle så ringe tilbage, og fortælle om det skulle være fostervandsprøve, NIPT eller ingenting.

Lasse og jeg havde prøvet at tage snakken om, hvad nu, hvis han er syg? Hvad gør vi så? Og hver gang, kunne vi ikke komme frem til et endegyldigt svar, så vi besluttede, at ingen kunne tage den beslutning for os, det var os der skulle leve med den. Og derfor kunne vi heller ikke tage den, før vi stod i situationen.

Da vi gik fra hospitalet, sagde Lasse, at han syntes det lignede en lille Bjørn,

der lå derinde. Vi blev ret hurtigt enige om navnet Bjørn.

Vi var kun nået 100 meter væk fra udgangen, da vi kigger på hinanden, og er helt enige om, at vi vil have lavet en fostervandsprøve. Vi sætter os på et italiensk pizzeria lige overfor, for at snakke om det hele. og lige fordøjer, at vi måske har et sygt, meget sygt barn, i maven, og hvad der skal ske. Jeg havde brug for at vide, hvad der var galt med vores barn. Ikke endnu en risikovurdering, men med VORES barn, ham der lå inde i MIN mave. Ingen procenter kunne gøre mig sikker nok, før jeg vidste, at HAN ikke var syg. Lasse fortalte mig med det samme, at hvad jeg end valgte, støttede han mig, og at det var mit valg hvad der skulle ske.

Vi fik ringet og fortalt om vores beslutning, og vi fik en tid til fostervandsprøve ugen efter. Der ville jeg være 16+2. Så vi skulle igen vente en hel uge. Det var urimeligt hårdt, at vi uge efter uge ikke vidste, om vi skulle have et barn med hjem levende eller dødt.

Lasse havde eksamen den dag, hvor fostervandsprøven skulle laves, og kunne derfor ikke tage med mig. Han foreslog at droppe eksamen, men jeg insisterede. Det var jo kun prøven, og han ville komme hjem til mine forældre senere, hvor jeg ville hvile mig. Min mor tog med i stedet. Vi havde før prøven fået at vide, det tog ca. en uge med de første svar.

I ugerne forinden var jeg begyndt at Google, hvordan fostre så ud, i den uge jeg var i, hvis de blev født. Jeg var egentlig bare nysgerrig, men havde på en eller anden måde en fornemmelse, som jeg prøvede at afhjælpe. Det virkede ikke.

Fortsættes i del 3. Vil du læse videre? Klik her, for del 3.

Jeg er ejer af alle rettigheder til billeder og tekst.